Før åbenbaringen

Indtil maj 1997 havde jeg haft et helt almindeligt og godt liv, opvokset på landet med en ganske almindelig tilgang til kirken, præliminæreksamen, ung pige i huset herhjemme, højere handelseksamen, aupair i England, kontorarbejde herhjemme, Goethe Institut i Sydtyskland, engelsk korrespondenteksamen, kontorarbejde i The City of London, kontorarbejde herhjemme igen, indtil jeg blev gift og min mand fik 2 års arbejde i udlandet. Hjemkommet med 1 barn + 1 mere på vej blev jeg hjemmegående, indtil den yngste var konfirmeret. Var heldig at finde kontorarbejde igen i ca. 10 år, hvorefter stressen fik fat på mig, og jeg gik på uddannelsesorlov, som blev brugt på 2 daghøjskoleophold.

Længe havde jeg længtes efter noget dybere i tilværelsen og havde forsøgt mig med flere kreative tiltag, syede næsten hele familiens tøj, underviste børn i håndarbejde, snusede til politik og kom ind i menighedsrådet.

Jeg vidste, der var et eller andet, jeg var god til, men hvad?

Mit nye livs eventyr

En Jomfru Maria oplevelse midt i maj 1997 (Link til op levelsen) viser mig vejen – jeg modtager mit kald. Jomfru Maria rører ved mig, da jeg stiller min første netop færdigskabte skulptur op på hylden til tørring. Oplevelsen fylder mig med en aldrig tidligere oplevet dyb taknemmelig, glæde og kærlighed. Så intens og guddommelig en oplevelse er det, at erindringen om den gang på gang i svære stunder fører mig videre ad den vej, jeg ved, er min. Maria-skulpturen er blevet mit logo – den Maria der stiger ned fra himlen her på hjemmesiden.

Jomfru Maria kom lige tidsnok til, at jeg kunne opsige mit kontorarbejde ved kommunen efter 1 års uddannelsesorlov. I stedet for at vende tilbage til det stressende kontorarbejde, fulgte jeg mit kald, fulgte mit hjerte og vidste nu, at mit liv fremover ville komme til at dreje sig om guddommelige hvide keramikskulpturer – og senere i 1997 også malerier.

I August 1997 giver jeg mig selv ’lov til at male’ under et 7 dages vådt-i-vådt malekursus (akvarel).

Efter Prinsesse Dianas begravelse i september 1997 skaber jeg intuitivt en skulptur, som er en engel med store vinger og et brændende hjerte. Ovennævnte maleri og Prinsesse Dianas skulptur er starten på skabelsen af sjælskulpturer og -malerier.

Under skabelsen af en skulptur i november 1997 mærker jeg fra mit indre, at dette vil jeg beskæftige mig med resten af livet.

I september 1998 skaber jeg skulpturen til venstre. Noget tid efter ser jeg Carl Blochs maleri, ’Christus Consolator’ fra 1875, ligge inde i mit klædeskab. Stor var min undren, idet jeg straks så ligheden med skulpturen. Hverken min mand eller jeg havde set maleriet før eller kendte noget til det – og hvordan var det kommet ind i klædeskabet?

I marts 1999 maler jeg ’Babyenglen’, der dumper ned fra himlen, og som fortæller mig, at en babyengel er født. En baby vokser og udvikler sig, tænker jeg.

Maleriet af 11. november 1999 viser mig, at til det arbejde, jeg udfører, er det hjertet, der tæller – det ligger som en lille baby på skødet af en siddende kvinde og har en hjertehale, der skygger for hovedet.

En af mine første udstillinger er i den smukke Sønderbro Kirke i Horsens i februar 2000. Jeg sælger både skulptur, og maleri. I min glæde og taknemmelighed maler jeg et maleri, ’Stalden’ med Josef, Jomfru Maria og Jesusbarnet – ja, selv et får er der. En dag, da jeg er syg og ligger på sofaen – og efterhånden har fået nok af det – får jeg i maleriet øje på Bambi, som leende kigger på mig og vil have mig med op og lege. Så var jeg rask.

I marts 2000 skaber jeg denne smukke skulptur ’Faderen, Sønnen og Helligånden. Navnet turde jeg endnu ikke sige højt, selv om jeg godt kunne se det. Det lod jeg andre om, og jeg var ofte overrasket over, hvor naturligt, det virkede for andre. Jeg syntes ikke, jeg var værdig til at skabe disse fantastiske skulpturer. Det var for stort for mig. Nu er jeg kommet over det, så alt er ok. Skulpturen finder sit hjem hos en nær bekendt, som ofte tager den med til møder og foredrag, og han beskriver skulpturen således:

”Skulpturen er for mig et kunstnerisk udtryk for monoteismens mærkværdige ’mangfoldighed’. Fra alle sider er skulpturens elementer en kombination af det skjulte, mystiske og alligevel er der også klart oplyste elementer. Fra én vinkel fremtræder skulpturen som én. Mens den også – fra en anden vinkel – er én kombination af tre. Altså er skulpturen – for mig – en figurativ ’fremstilling af dén ene Gud. Ikke noget afgudsbillede, men et pædagogisk værktøj, som i sin smukke enkelhed viser noget af det, jeg tror om Gud. Nemlig at Gud er den ene Gud, som tilbedes af både jøder, kristne og muslimer. Men skulpturen visualiserer også, at den ene Gud nødvendigvis må opfattes vidt forskelligt af jøder, kristne og muslimer. Vinklen, hvorfra Gud ’ses’, giver beskueren forskellige Gudsbilleder – på samme måde, som skulpturen ’tilbyder’ forskellige ’billeder’ – alt afhængig af, hvilken vinkel skulpturen ses fra.”

I December 2000 skaber jeg et vådt-i-vådt maleri, som en af mine bekendte låner i 6 mdr. Hun beskriver, hvorledes hun og maleriet udviklingsmæssigt arbejder sammen på højst guddommelig vis, og hun slutter sin beretning med:

”Jeg fik bedre sjælskontakt og blev bevidst om, at min personlighed må affinde sig med, at det er bedst for mig, at min sjæl styrer mit liv. Ja, så forenede sjæls- og personlighedssymbolerne sig til et smilende og imødekommende kvindeansigt. Og der forblev det, og jeg følte, at maleriet havde afsluttet sit arbejde hos mig.”

Efterhånden opdager jeg og begynder at forstå, at ’Englene’, som jeg kalder mine skulpturer og malerier, arbejder på alle planer. I 2001 skaber jeg, under en svær sygdom hos en af mine nærmeste, en skulptur, hvori jeg ser det raske organ, og jeg udbryder ’Jamen, det er jo en nyre, og den fungerer’, og på mirakuløs vis helbredes personen.

Nogle dage før 11. september 2001 skaber jeg en skulptur, og jeg skriver i min arbejdsbog:

”En bjørn, der står med forpoterne oppe på et klippestykke og undrende og tålmodigt kigger op i himlen, op til Gud, beder om hjælp. Værner om et menneske/et lille barn”.

Den 11. september om formiddagen skriver jeg: ”Bjørnen kigger op og venter på, at Gud skal åbenbare sig på en eller anden måde. Hvad er det, der sker? Den venter! Den har mennesket, den skal passe på”.

Jeg går i gang med at male et vådt-i-vådt maleri, og da det er færdigt, finder jeg ud af, at der er terrorangreb i U.S.A. lige netop på det tidspunkt, hvor jeg malede. Jeg ser noget flyvende, og 2 tårne i maleriet.

Da tårnene er faldet sammen, er jeg så påvirket af det, at jeg må skabe en skulptur til ’Healing af jorden og menneskeheden’.

Skulpturen viser en tegneserie. Den starter med, at ”Manden løfter den sårede og udmattede kvinde med de lange arme op i sine stærke arme. Man har trådt på hende. Hun står på jorden, båret oppe af manden. De bliver et med et lille barn i armene. Mand og kvinde danner et hjerte – til højre manden, der kigger kærligt og omsorgsfuldt på kvinden. Hjertet drypper sin kærlighed ned i en slags skål. I slutscenen danser de sammen i kærlighed og ligeværdighed ind i fremtiden. Det er den fremtid, vi alle venter på”.

Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg hører om eller møder folk, der gør et stort og flot stykke arbejde for jorden og menneskeheden. Så da jeg under min første rejse til Assisi i maj 2004 stifter bekendtskab med Pater Max Mizzi’s økumeniske arbejde for fred på jorden via interreligiøs dialog, måtte jeg skabe en skulptur til Pater Mizzi og hans arbejde. Den viser Santa Clara, Assisis skytsengel, der også passer på Pater Mizzi og hans arbejde. Den står nu udstillet på Det Interreligiøse Center, CEFID i Assisi, hvorfra Pater Mizzis arbejde udgik. (1930-2008)

Pater Mizzi skriver:
“A sculpture or a painting can be a wonderful and powerful means to transmit a message. Such message given through a sculpture or a painting can even transform the heart and mind of the person, who admires the piece of art. The sculptures of Birgitte Lystlund reflect the beauty and the inner radiance of the person or the concept which they represent. It is with this in mind that one is to look at Birgitte Lystlund’s sculptures. Fr. Max Mizzi OFM Conv.”

Oversættelse:
"En skulptur eller et maleri kan være en smuk og kraftfuld måde at give et budskab på. Et sådant budskab, givet gennem en skulptur eller et maleri, kan endog forvandle hjerte og sind hos den person, der beundrer kunstværket. Birgitte Lystlunds skulpturer genspejler skønheden og den indre udstråling fra den person eller sag, de repræsenterer. Det er med dette i tankerne, man betragter Birgitte Lystlunds skulpturer. Fr. Max Mizzi OFM Conv.”

Jeg er meget optaget af, hvad der sker både i den nære, den store og den indre verden, og ønsker at skabe langt flere skulpturer og malerier, end jeg overhovedet kan nå. Nogle gange kan jeg ikke slippe en sag og får ikke ro, før et kunstværk er skabt. Adskillige gange har jeg oplevet, at jeg psykisk eller fysisk får symptom på et eller andet, og lige så snart jeg har skabt et kunstværk, forsvinder det. Det er bare lige med at huske på, at sådan forholder det sig.

Et eksempel er, da jeg i 2004 havde fået en tandbyld og får ordineret penicillin af lægen – jeg ser tabletterne og tænker, at dem kan jeg ikke tåle. Det kan jeg heller ikke (på grund af sukkerbelægningen), får blødende sår både i munden og på læberne. Meget pinefuldt. Jeg stoppede med penicillinen (hvad man normalt ikke skal gøre), og tandbylden forsvandt alligevel. Men forinden havde jeg skabt en skulptur til Medicinalindustrien!

Inden jeg går i gang med at skabe, beder jeg en lille bøn til Gud, og denne gang siger jeg, at jeg gerne vil fortsætte med at skabe, men må det ikke godt blive vist på en noget sjovere måde – og afslutter altid med ’Guds vilje ske’.

En måned senere er min mand og jeg i Assisi og derefter i Rom. I Rom er vi inde i Peterskirken, og pludselig får jeg et så voldsomt teenage-grineflip, at jeg må gå ud. Medens jeg venter udenfor, får jeg en indre indskydelse til at skabe en skulptur til Paveinstitutionen – så forstår jeg – jeg havde jo bedt om, at det ønskede måtte blive vist mig på en sjovere måde!

I sommeren 2007 har jeg en oplevelse ude i haven, hvor forståelsen af, at der ønskes et maleri, der passer på vores jord/vores klode. Det var så stor en opgave, at jeg først kom jeg i gang i 2008. Undervejs i skabelsen nynner jeg 7 melodier, som jeg skriver ned, og efterfølgende finder jeg ud af, at de tilsammen fortæller et eventyr. Heldigvis ender det godt, som eventyr skal gøre. Vi får vores jord op at stå igen!

Jeg holder foredrag både i atelieret og ude om dette maleri, hvor jeg fortæller og vi synger os igennem salmerne, sangene og viserne.

Lige inden Barack Obama, USA’s 44. præsident, blev indsat i januar 2010, færdiggjorde jeg en skulptur, dedikeret til ham. Under skabelsesprocessen kom sangen ’He’s got the whole world in his hands’, og den blev siddende i flere dage. Skulpturen viser på den ene side Barack Obama stående med armene omkring sin hustru Michelle og har jordkloden i sine hænder. Et smukt, smukt symbol.

Senere i 2010 beder gruppelederen for en Assisi-gruppe mig bringe Obama-skulpturen med på vores fællesrejse til Washington, hvor gruppelederen har arrangeret et møde med en bønsgruppe i Washington, som gerne vil modtage skulpturen.

Dette var starten på flere rejser, hvor mine skulpturer blev doneret til interesserede, bl.a.